De fleste elitesportsfolk, musikere, dansere, skuespillere, foredragsholder, ledere osv. arbejder enten bevidst eller ubevidst, med mentaltræning.
God mentaltræning er at lære at finde det optimale fokus og samtidig hvile i sig selv, så det ikke er nervøsitet, angst og “hvad nu hvis” tanker der tager over når man skal præstere, men derimod styrke, overblik og den nødvendige mængde selvkontrol og troværdighed/ægthed.
Det man træner, bliver man bedre til. Dvs. at hvis du konstant træner din “åh nej” mentalitet i præstationssammenhæng, så bliver den blot stærkere og større, dygtigere og hurtigere til at tage over. Træning af ønskede mentale tilstande, kan være med til at sikre dig sejren, jobbet, publikumssuccesen, nærværet på scenen…
Man behøver ikke være eliteroer i guld-fireren eller hedde Roger Federer, for at benytte sig af mentaltræning. Alle som kender til, at tankerne kører sit eget uhensigtsmæssige løb eller ønsker et større fokus, en øget koncentration, bedre indre balance etc. kan have glæde af at lære at arbejde med en eller flere former for mentaltræning.
Mentaltræning tilbydes helt ned til unge fra ca. 12 år som arbejder på et elitært plan med et præstationsfag (musik, teater, dans, sport mv.).