SISSE TOMCZYK
Tilbage til Blog oversigt

Udfordringer, ænder og løsninger.

Det er ikke så længe siden, at jeg stødte på talemåden ”Putting Your ducks in a row.” Og jeg elsker den metafor!

 
Billedet af en flok rappende ænder med baskende vinger der trisser rundt blandt hinanden, i et lettere stresset tempo, toner frem på min lystavle, når jeg tænker på scenariet lige før man får linet sine ænder op. Og det passer ret godt på det virvar der kan opstå inde i menneskehjernen, når overblikket svigter. En yderst almindelig og menneskelig defekt der ofte fremkommer, når man skal holde styr på mange opgaver eller styre flere projekter på én gang.

 
Har man ikke et overblik over sine projekter, kan man alt for let overse en vigtig detalje, f.eks. en deadline, eller simpelthen glemme at give et af projekterne den fokus og opmærksomhed, som gør at de udvikler og former sig, som man ønsker.
Man kan blive helt svimmel af at kigge ned i en indhegning, fyldt med ænder der ikke ved hvor de skal stå og gå, som rapper højlydt og flakker rundt imellem hinanden. Det er så godt som umuligt at skille den ene fra den anden, eller forsøge at tælle hvor mange de egentlig er. Man kan ikke se om de alle sammen har det godt, eller der trisser én rundt med en brækket vinge og rapper hæst og falskt.

 
En effektiv måde at få et overblik over alle ænderne er, at stille dem op på en række, så de er til at overskue: Put Your ducks in a row.
Lav gerne en prioriteringsrækkefølge af dine ænder (aka projekter), så dem der kræver mest fokus fra dig, står forrest i rækken og ikke bliver overskygget af de store bredskuldrede ænder, som konstant møver sig ind foran de andre.

Ducks in a row

De kan være ganske selvstændige sådan nogle ænder og nogle af dem skal du blot have øjenkontakt med engang imellem, for at de forbliver store og stærke. Andre skal du hele tiden holde øje med, så de ikke går i en forkert retning, stikker af eller for gemt sig bag en større and.

 
Kald dem ænder, udfordringer, mål, problemer, opgaver eller hvad der nu passer dig. Det handler om overblik, så prøv at stille dine ænder op på række. En på papiret simpel opgave, men i praksis kræver det lidt tid til at mærke efter, hvor man vil prioritere sin energi og ligge sine ressourcer.

Del denne artikel