SISSE TOMCZYK

Om Sisse

Jeg er 38 år, professionelt certificeret coach og mentaltræner, uddannet slagtøjsspiller og pianist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og indehaver af mit eget firma, som hedder Zag du Gaf.

Sidstnævnte er min arbejdsplatform, som jeg startede i 2013. Herfra tilbyder jeg musik- og instrumentalundervisning i min egen musikskole. Desuden workshops, kurser, foredrag, mentaltræning og coaching.

Jeg bor i København men er vokset op i Skælskør. Fra jeg var 13-19 år, pendlede jeg flere gange om ugen mellem den lille vestsjællandske by og København, for at få den rette musikundervisning. Derefter fulgte en årrække ved konservatoriet, krydret med 3 år med en håndskade, som gjorde at jeg ikke kunne spille. I den periode blev interessen for at arbejde med de mentale processer vækket til live, som en uundværlig måde at tackle en uvis og smertefuld tid. Tilbage ved konservatoriet, færdiggjorde jeg min uddannelse i 2011.

Jeg har spillet utallige koncerter i ind- og udland, på alle slags scener fra Det Kgl. Teater til de mindste intimkoncerter, festivaler, shows mv. og arbejder fortsat som freelance musiker i forskellige sammenhænge både som slagtøjsspiller, pianist/repetitør og komponist.

At vokse op med en elitær tilgang til musikken, har gjort mig meget bevidst om målsætning, vilje og dét at finde sit rette mindset. Jeg benytter mig selv af coaching, mentorer og sparringspartnere både privat og professionelt og har arbejdet med selvudvikling, sanser og mentaltræning i mange år.

Udover min egen praksis er jeg tilknyttet Dansk Musikerforbund som coach i Københavns afdelingen.