SISSE TOMCZYK
Tilbage til Blog oversigt

Nye vaner – hold motivationen!

Vil man gerne bryde et vanemønster (eller flere), så skal der handles.

Man skal muligvis indstille sig på at forlade sin comfort zone for en stund. Dette er dog langt mindre ubehageligt end det kan lyde, eftersom sådan en comfort zone er en ret fleksibel og smidig størrelse, når først man begynder at arbejde med den. Den kan blive ganske meget større, end man lige umiddelbart forestiller sig, blot ved lidt træning og mentale strækøvelser. Comfort zonen vil faktisk helt af sig selv, forsøge at strække sig ud efter dig så snart den har opdaget, at du er trådt ud af dens beskyttende favn. “En smidig comfort zone er en sund comfort zone” hørte jeg engang til et foredrag med en psykolog.

Hvis man har vaner man gerne vil ændre på, kan man starte med at danne sig et ikke-dømmende overblik over, hvordan man plejer at handle og reagere i de situationer med gerne vil tackle anderledes. Det kan f.eks. være at man plejer at sætte sig foran tv’et når man kommer hjem om eftermiddagen, men egentlig godt ved, at det ville føles meget bedre at sætte sig dér, hvis man lige havde gået/løbet en tur og fået frisk luft i hovedet inden sofaens magnetiske kræfter fik fat.

Når man har finkæmmet sine vaner, fundet ud af hvor man gerne vil ændre noget og har gjort op med sig selv, at nu skal det være slut med eksempelvis ens manglende motion, da det er en dårlig vane, som begrænser en i ønsket om at leve sundt og have masser af energi i hverdagen, så er der langt større chance for at man rent faktisk lykkes med at ændre en gammel vane, hvis man stiller sig selv et mål.

Hold motivationen
Sæt altid små mål op og masser af delmål hvor du kan fejre dine sejre undervejs, i kampen om at få en ny vane til at blive en vedvarende vane. Lav også gerne en motivationssætning som er din helt egen og som du kan sige til dig selv, hver gang der er behov for det. En sætning hvor du undgår at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke når dit fulde mål på rekordtid eller hvis du bliver utålmodig i processen om at få den nye vane etableret.

De fleste mennesker der arbejder med at ændre en gammel vane til en ny, må acceptere at starte langsomt, med små skridt og f.eks. spørge sig selv, de dage hvor motivationen ikke er den højeste, energien svigter eller tiden er fløjet fra en på arbejdet, så man kom alt for sent hjem: Hvad er det mindste jeg kan gøre, for at jeg er i gang med mit mål? Det er langt bedre at være i gang på lidt lavt blus, end helt at give op, fordi planen man havde lagt, måske bare var lidt for ambitiøs til at starte med.

Hvis målet f.eks. er at løbe 3 gange om ugen, kan det være et sted at starte, bare at snøre sine løbesko og gå lidt rundt i dem hjemme i stuen, fremfor at stirre truende på dem, når man ser dem stå i entréen. Næste step kunne være at gå nogle korte ture og så i løbet af nogle dage/uger, starte sit løbeprogram eller sine lunteture.

Comfort zonen vil muligvis forsøge tale dig imod, når du foreslår dig selv at snøre løbeskoene og begive dig ud på stier og veje hvor der også er andre løbere. Dens argumenter vil sikkert være noget i stil med, at alle de andre løbere derude er langt hurtigere end dig, de er i meget bedre form eller har noget meget smartere tøj på.
Tag ikke dens ord for gode varer! Comfort zonen skal ofte bare lige se tingene an og så begynder den at strække sig og blive mere og mere smidig og medgørlig, overfor dine nye vaner.

God fornøjelse med dine nye vaner! Uanset om det er løbeture eller noget helt andet.

Del denne artikel